Som barn fik jeg et år til min fødselsdag en historiebog af min far. Det var Martin A. Hansens “Danmarkshistorie fortalt for Ungdommen”. Jeg kunne lige netop læse, så det blev alligevel en for stor mundfuld for mig. Men billederne! Jeg blev aldrig træt af at bladre bogen igennem og kigge på billederne. Der var et, der gjorde et særligt indtryk på mig. Det var et udsnit af et kalkmaleri fra Tirsted Kirke på Lolland. Jeg tror nok, at det var den hængte mand, som pirrede mit barnlige sind. Det var i hvert fald det billede, jeg vendte tilbage gang efter gang. Da jeg for nogle år siden, i anden sammenhæng, var på Lolland, og jeg havde tid for mig selv, måtte jeg lige til Tirsted kirke, for nu måtte jeg se kalkmalerierne “in natura”. Det blev en stor oplevelse for mig, at stå ansigt til ansigt med billedet fra bogen – nu i farver! Selv om der findes mange kirker med flere og flottere kalkmalerier, vil jeg absolut anbefale alle, som har en interesse i kalkmalerier eller historie/billedkunst i almindelighed at aflægge kirken et besøg.

  Se flere billeder her.