Jeg tog realeksamen i 1966, men kunne først starte på seminariet det næste år, jeg var ikke gammel nok. Jeg havde derfor et år, hvor jeg skulle se at få tjent nogle penge. Jeg fik arbejde som arbejdsdreng i et lille firma, (herom en anden gang). Og så lykkedes det mig også at blive piccolo i den mindste af de to biografer i Varde. Det var et noget eftertragtet job, og det var vist kun fordi jeg kendte Ole, en lidt ældre dreng på vejen. Han havde indtil nu haft jobbet og mente nok, at kunne sige god for mig.
Kino – biografen, hvor jeg var piccolo.
Det var nu lidt af et chok, da jeg første aften troppede op i mit bedste tøj – hvid skjorte og slips. Heldigvis skulle jeg ikke stå og tag imod billetter i en latterlig piccolouniform. Det viste sig hurtigt, at biografejeren, en meget lille krakilsk mand, var utrolig svær at gøre tilpas. Jeg havde jo selvfølge fået forklaret, hvad arbejdet bestod af, men lavede selvfølgelig fejl den første aften. Han tjekkede mig mig hele tiden og fandt hele tiden ting, som jeg burde gøre bedre, og udtrykte ret tydeligt, at hvis jeg ikke kunne finde ud af at gøre det ordentlig, måtte han finde en anden. Det var derfor en noget slukøret piccolo, som efter aftenens forestillinger skulle op i operatørrummet, for at få spolerne med filmene. Jeg skulle cykle på banen med dem, for at de kunne komme videre til næste biograf. Operatøren kunne sikkert godt se på mig, at jeg ikke havde det for godt, for han sagde, at den lille skid skulle jeg ikke ta’ mig af, sådan var han overfor alle nye – han skal bare pisse sit territorie af. Når man er så lille må han jo hævde sig på anden måde. Han bliver hurtig god igen. Og så skallergrinede han og jeg kunne lugte hans stærke spiritusånde. Det var altså rigtig, hvad Ole havde fortalt mig, at operatøren var noget fordrukken. Det viste sig da også at være rigtig, for efter et par uger, gik det for det meste stille og roligt. Den “kære” biografejer blandede sig mindre og mindre, og jeg kunne stå i fred og passe mit arbejde med at tjekke billetterne de sidste minutter før forestillingen skulle begynde.
Biografsalen
Inden filmen begyndte lød der musik fra biografens højttalerne, og da biografejeren var meget sparsommelig, var det de samme to – tre numre, jeg kunne lytte til hver aften i flere måneder. Jeg husker dem endnu. Den ene fik stor betydning for mig, den anden har jeg ikke lytter til siden. Indtil nu havde jeg nok ikke lagt så meget mærke til, hvad der blev sunget, når jeg lyttede til Beatles eller Rolling Stones. Det var “sounden” -lyden, der fangede mig (derfor blev jeg heller aldrig den store Dylan-fan). Godt nok sang Beatles ikke længere She loves you -Yeah-Yeah. Men nu hørte jeg pludselig noget helt andet, når jeg stod i døren til biografsalen og lyttede til –
Hello darkness my old friend,
I’ve come to talk with you again
Because a vision softly creeping,
Left its seeds while I was sleeping
Musikken var bare dejlig. Begyndende med et stille guitarspil hurtigt efterfulgt af to fine og blide stemmer. Hold da helt op. Efter nogle uger begyndte jeg også at lægge mærke til, hvad Simon & Garfunkel egentlig sang om. Jeg forstod det ikke. Hvad betød – The Sound of Silence – lyden af stilhed? Det kunne jeg så stå og filosofere over, mens publikum strømmede ind i biografsalen. Som ugerne gik, kunne jeg efterhånden hele sangen udenad. Jeg måtte flere gange ha’ fat i min ordbog for at slå adskillige ord op. Men selv om jeg fik oversat hele sangen, blev betydningen ikke fuldstændig klar for mig. Men jeg opdagede, at det på en eller måde ikke gjorde så meget. Ordene dannede billeder i mit hoved, som næsten var bedre, end hvis tekstens udsagn var blevet skåret ud i pap.
Sound of Silence blev en øjenåbner for mig, hvis man sige det om musik. Jeg blev en stor fan af Paul Simon og i hans “I’m a Rock”, som udkom noget efter, var metaforerne heldigvis noget lettere at forstå. Der findes mange lange, dybsindige og kloge analyser af Sound of Silence på nettet, så jeg vil skåne jer for min.
Jeg holder stadig af det stykke musik, selv om jeg hørte det, om ikke hver aften, så rigtig mange gange i løbet af et halvt års tid i 1966.
Sidenhen har jeg og vel mange andre lyttet til musik, hvor selve teksten var mere eller mindre uforståelig. Hvad med Procol Harums A Whiter Shade of Pale? – et fantastisk stykke musik, men hvad handler den egentlig om?
We skipped the light fandango
Turned cartwheels cross the floor
I was feeling kinda seasick
eller Johnny Madsen? Er mange af hans sange ikke det rene vrøvl, sådan bogstaveligt talt?
På en rasteplads i Kassel trak en mamma rundt med en muttis klukke kinder
Violinen var den samme som vi snød i fjord
Og Speedy Gonzales spillede Honki Tonk på en veranda vendt mod øst
Ja, blodet i hans åre flød stille mod den spanske kyst.
Men det gør ikke noget, for ordene danner billeder, og så må vi hver især lægge det i det, vi vil.
Hvad var så det andet nummer, jeg lyttede til i biografen? Jo, det var Distant Drums med Jim Reeves. Jeg har ikke hørt sangen siden dengang, først nu, da jeg fandt den på Youtube. I kan høre den her.
Om selve tilblivelsen af Sound of Silence vil jeg fortælle i senere blog.