Døde pigtråden i 1965?

 

 

Ole John, Politiken d. 5. oktober 1965. Læs her.

Pigtrådsmusikken er blevet erklæret død mange gange i tidens løb, siden den dukkede frem i begyndelsen af 60’erne, men vi er stadig nogle, der godt kan li’ at lytte til lidt pigtrådsmusik en gang imellem, selv om vi nok må tilstå, at det er enkel musik uden de helt store finesser – man kommer langt med en god melodi og 3 til 4 akkorder. Men hvad! Lidt nostalgisk må man vel have lov til at være.

At pigtrådsmusikken i det hele taget var musik, der skulle tages alvorligt, var der nok mange, især forældre, der ikke mente. I deres øren var og blev det larm!(se artikel fra Politiken her) Så de håbede, at det kun var et midlertidigt modefænomen.
(Læs Jørgen Leths holdning fra Politiken den 14. september 1964 – her.)

Første gang pigtråden blev erklæret død var i 1965, da folkemusikbølgen fra USA og England skyllede ind over landet. Det var navne som Pete Seeger, Bob Dylan og Donovan, som var de helt store eksponenter for den nye akustiske musik, hvor det især var teksten, der betød noget.

 

 

 

Det var nok især gymnasieungdommen, der i første omgang tog folkemusikken til sig, for der fandt de tekster, som udtrykte mere end The Beatles’ ”Love Love Me Do” og ”She Loves You – Yeah – Yeah” – i deres øjne tekster der grænsede til det banale. Tekster skulle i deres øjne være dybe og skulle tolkes. De kunne bruge timer til at nærlytte Dylans plader, for hvad var det lige han mente? Var det et politisk statement? Den primitive og rå pigtrådsmusik var for arbejderungdommen. Men fra at være et noget akademisk fænomen spredte folkemusikken dog alligevel til noget de fleste unge lyttede til i 1965. Lyriske Donovan var noget de fleste kunne li’ og forstå og mange af hans sange var ikke sværere, end man hurtigt kunne lære de få akkorder, der skulle til for at blive helten, når der skulle synges ved lejrbålet: Donna – Donna- Donna.

Mange steder i landet blev der nu oprettet folkemusikklubber og popklubberne begyndte at miste medlemmer. Ingen tvivl om, at den første store begejstring for enkel pigtrådsmusik var ved at lægge sig. Nye tider var på vej!

 

 

Det er også symptomatisk, at det er på dette tidspunkt, at mange pigtrådsgrupper prøver at tage kampen op mod folkemusikken ved indkorporere folkemusikken i deres repertoire.  Fx indspiller Sir Henry & His Butlers ”Eve of Destruction”, Joe E. Carter’s Group (se anmeldelse her) og Caravans ”Universal Soldier” og Beethovens leger også med det akustiske i Ole Ficks folkemusikinspirede ”No Reason To Cry” .

Danske folkemusikere kom nu også på banen og får mange af de engelske tekster oversat til dansk – Cæsar synger om ”Jorden I Flammer” og Niller om den ”Den ukendte soldat”. Hvor man bl. a. i England havde og har ens lang og levende tradition for folkemusik, var det slet ikke tilfældet her i Danmark. Så i stedet for selv at være kreative dykkede de danske kunstnere ned i materiale fra fx Dansk Folkemindesamling og fik gamle støvede viser halet frem i dagens lys. Sange som ”Du Lirli’ Fisker-  Fidelej, fidelej”. Det var vel i grunden kun Stig Møller, som var i stand til at komme med noget selvstændigt både på engelsk ”People They Don’t Know” og dansk ”Min Undulat Er Død” (så kan man altid diskutere kvaliteten!)

 

Det var nu ikke alle, der spåede pigtrådsmusikkens snarlige død. Ole John skrev følgende lille notits i Politiken den 20. februar 1966 (se notits her).

Men nye vinde blæste nu alligevel. Flere orkestre prøve at udvide med en blæsersektion, men det var de færreste, der fik rigtig held med det. Vel kun Nalle & Big Sound og Tommy P. Studie Group. Peter Belli forsøgte sig også med Seven Sounds, men uden den store succes.
(Billed Bladet d. 25. november 1966)

På det her tidspunkt havde jeg og min bror lige, med min mor som finansiel støtte, købt forstærkere (Selmer treble N/bass) og højttalere hos Alfred Christensen i Holstebro. Nu skulle vi ud og spille pigtråd – men så var det hele måske slut, inden vi var kommet i gang?  Tvivlen var der i hvert fald. Og det har det sikkert været hos mange pigtrådsgrupper, som havde sat store summer i udstyr.
Denne problematik kommer også til udtryk, da Danmarks Radio’s ungdomsafdeling  i 1967 laver hørespillet “Dandelion”. “Dandelion” (spillet af The Defenders) er en pigtrådsgruppe, som oplever en vis succes og som derfor investerer rigtig mange penge i udstyr. Da alt ser rigtig rosenrødt ud, meddeler en af gruppens medlemmer, at han vil stoppe – han vil hellere til at spille akustisk – (folkesang). Der  har vi historiens konflikt. Var det virkelig slut med den elektriske rockmusik?

 

Indspilningen af “Dadelions” i DR’s studie 2 den 16. januar 1967. Skuespillerne er fra venstre: Bård Owe, Ole Søltoft, Birger Jensen og instruktør Preben Kaas. The Defenders fra venstre:Flemming Sørensen, Jens Dahl, Rudolph H. Hansen og Ken Gudman. I midten: Jørgen Grauengaard, som havde det musikalske overblik.

 

Så galt gik det ikke. Pludselig kom Troggs med ”Wild Thing” og så var vi tilbage til udgangspunktet. Herligt!

Det blev ikke den akustiske folkemusik, der slog pigtråds/beatmusikken ud. Det var snarere omvendt. Folkemusikken blev elektrisk.

Mere om det en anden gang.