By Peter Lehrmann
Posted: Updated:
0 Comments

Vi har et stort rækværk ind til naboen. År tilbage stod der en både høj og bred hæk, som hvert år jo skulle klippes. Da jeg absolut ikke er nogen havemand eller så meget for hårdt fysisk arbejde i det hele taget, var det hvert år en overvindelse for mig at gå i gang med hækklipningen.

Da vi så endelig fik hækken væk og sat et stort plankeværk op i stedet, syntes jeg, at nu lysnede det forude – jeg slap for at klippe hæk.

Men jeg skulle glæde mig lidt for tidligt. For plankeværket skal jo males! Om ikke hvert år, så dog engang imellem.

Og i år skulle det altså være – rækværket trængte virkelig både til algefjerner og maling, så der var ingen vej udenom.

Jeg har sådan set ikke noget imod at male, bortset fra at jeg går og bliver sådan lidt snurrig i hovedet af oliemalingen. Det er måske også grunden til, at tankerne virkelig kan gå på langfart, når jeg står og svinger penslen. Det er helt meditativt.

Som jeg står og maler op og ned, op og ned kommer jeg til at tænke på en gammel historie, som jeg første gang hørte som hørespil i radioen i min tidlige barndom. Senere har jeg læst den adskillige gange. Mange af jer ved sikkert allerede, hvad det er for en historie, jeg kom til at tænke på.

Jeg vil ikke gengive historien her. Den skal absolut læses med forfatterens egne ord. Det er bare sådan en god historie!

Se om du har gættet rigtigt og læs eller genlæs historien her.

 

Related Posts

  Jeg har tegnet lige siden min barndom. På et tidspunkt begyndte jeg, som mange andre børn, at...

Når jeg sidder ved mit skrivebord, kan jeg se et lille græskar af plastic hænge ned fra min...

På søndag skal vi til høstgudstjeneste i Kædeby Kapel, for høsten har nu været i hus et stykke...