By Peter Lehrmann
Posted: Updated:
0 Comments

For mange i min generation blev guitaren næsten en del af vores identitet. Der var utrolig mange teenagere, der i 60’erne prøvede kræfter med guitaren. For de fleste vel nok en kort interesse, hvor de fik lært nogle enkelte akkorder. Nok til husbehov og hvem ville ikke gerne være den, der kunne spille “Donna Donna” ved lejrbålet.
Men for nogen af os, blev den en livslang passion.

(Klik på billederne for yderligere information.)

Først var der Nina og Frederik

Hvornår min fascination af guitaren begyndte, ved jeg ikke med bestemthed. Jeg tror, første gang jeg for alvor fattede interesse for guitaren, var da jeg som 7 årig så og hørte Nina & Frederik engang i slutningen af 50’erne. Jeg var i biografen sammen med mine forældre og så Verdens Rigeste Pige. – og der stod flotte Frederik med sin guitar. Der må have været et eller andet ved det instrument, som jeg fandt interessant. Jeg lavede i hvert fald et “strenge-instrument”  ved hjælp af noget pap og sejlgarn!!, og spillede for min mormor og sang så på et hjemmelavet engelsk eller fransk. Ja, fantasien fejlede ikke noget.
Før den tid var det ellers hamonikaen, jeg godt kunne li’. Den gang skete det tit, at der kom omrejsende vagabonder forbi og nogle af dem kunne traktere harmonikaen. Det lød bare helt fantastisk i mine små barneøre. Et instrument som netop i 50’erne var det helt store modeinstrument og blev meget brugt i populærmusikken af navne som Fritz og Erik og Ove Sopp.

Også trompeten var et modeinstrument de år, hvilket var helt naturligt, da trompeten var et af hovedinstrumenterne i ungdommens favoritmusik, revival-jazzen fra New Orleans. Men nu blev det altså guitaren, jeg fandt spændende.

 

Men så kom Tommy Steele!

Familien “Danmark” ser Otto Leisners Pladeparade, hvor Tommy Steele optræder. (klik for at se videoen).

Efter Nina & Frederik var det Tommy Steele, som blev det helt store idol, og det var vel på den tid, at mange teenagere, især drenge, der kastede sig over guitaren som det foretrukne instrument. Hvem ville ikke gerne ligne Tommy Steele, når han vuggende sang “A HandFul of Songs” og ikke mindst de mere rockede numre. Johnny Reimar har fortalt, at han efter at ha’ set filmen “Ung mand med guitar” med Tommy Steele, simpelthen måtte lære at spille guitar og fandt sig da også en guitarlærer. Men Johnny var snu.
“Jeg tilbød mine skolekammerater guitarundervisning. Guitargrebene, jeg havde lært om onsdagen, gik videre til vennerne om torsdagen, og på den måde lærte jeg selv at spille guitar ganske gratis”. (Citat fra bogen : Johnny Reimar Mr. Showbiz).

 

Johnny Reimar med sit første orkester på Korsløkkeskolen. På banjo og guitar skolekammeraterne Flemming og Kurt, som Johnny begge havde undervist. (Fra bogen: Johnny Reimar Mr. Showbiz)

Ja, ét var at få fat i et instrument, noget helt andet var at få lært at spille på det. Der var ikke mange steder, hvor man kunne lære at spille guitar og da slet ikke i provinsen – musikskoler var endnu et ukendt begreb.

Interessen for at lære at spille guitar blev nu så stor, at man fx i Ude og Hjemme i marts 1958 kunne få en hel lektion i guitarspil,  
og jeg tror mange nybegyndere på den måde kom i gang.

Da jeg mange år senere, i 1965, endelig fik en elektrisk guitar, anede jeg stort set ikke andet om en guitar, end at den havde 6 strenge. Først skulle den stemmes, hvilket var et ret stort problem, men det lykkedes dog, hvordan husker jeg ikke helt. Jeg kendte meget til noder, for jeg spillede på det tidspunkt basun i Vardegarden, så det har måske hjulpet lidt.
Den første tid spillede jeg overhovedet ikke akkorder men kun melodier. Jeg var dog godt klar over, at jeg måtte se at komme videre, for det var jo ikke på den måde mine idoler spillede. For selv om jeg godt kunne li’ grupper som The Shadows og Rocking Ghosts, så var det ikke så sjovt hele tiden at forsøge at spille Apache.

Jeg tror, at jeg på biblioteket lånte en bog, hvor der var små tegninger af akkorder og på den måde begyndte jeg at lære de første “frelsergreb” c – g – d osv. (For de af jer, som ikke kender det udtryk, så stammer det selvfølgelig fra det spinkle guitar-akkompagnement som de kvindelige medlemmer af Frelsens Hær benyttede sig af, når de optrådte med deres sange) – og med dem, altså ankorderne, kan man jo komme langt.

Men stadigvæk var det ikke helt rigtigt. Jeg kunne jo se på billeder at mine guitaridoler, at de tog greb hvor pegefingeren blev lagt over alle strengene og også længere nede på gribebrættet. Jeg prøvede at lægge hele min pegefinger over strengene og bevægede den op og ned ad gribebrættet. Det lød noglelunde, men ikke helt rigtigt – i dag vil man måske kalde det en powerakkord?

Min redning kom, da jeg fik fingrene i Jørn Grauengaards lille hæfte “Selvstudium for rytmeguitar”. Så var det bare om at komme i gang med at lære at spille med barre’greb. Det var svært og gjorde ondt i pegefingeren, men hvilke pinsler ville man ikke  udstå for at lære at spille pigtrådsguitar.

Det var nu nok Jørgen Ingmanns hæfte, mange brugte for at komme lidt videre. Hæftet bestod af 16 lektioner til en pris på 136 kr. og kunne bestilles via en reklame i bl.a. Vi Unge. Ved samme lejlighed kunne man også købe en Lucky Seven guitar med eller uden mikrofon – arme den, der skulle lære at spille på den.

Lidt senere fik jeg fat i hæftet “Spil bedre single-rytme og bas” af Leif Pedersen, som virkelig var en øjenåbner og fik sat nogle ting på plads, hvad angår akkorder.

Vi kunne også lure lidt, når vi så og hørte nogle af de lokale grupper spille – nå, var det sådan de gjorde!
Der blev prestige i, at kunne de mest raffinerede akkorder. På et tidspunkt hvor vi stod og øvede i et værksted, kom en dreng fra en “konkurrerende” gruppe hen og stod og lyttede. I pausen kom han hen og spurgte lidt hånende: Ka’ du ta’ en Cmaj7 akkord? Det kunne jeg ikke – havde aldrig hørt om noget så underligt, så der stod jeg lidt med håret i postkassen. Den anden kunne nu vigte sig med sin viden og på den måde vise sin overlegenhed på det musikalske område (hvis han ellers kunne bruge det til noget). Vi fortsatte nu med at bruge de simple akkorder og det kunne højst række til 7’er akkord!

Ét var at lære akkorder, noget andet var at lære at spille sammen. Vores gruppe bestod af mig på single, min bror på rytme og Jens på trommer – vi havde desværre ingen bas. Det havde vores store forbillede The Lollipops jo heller ikke, og når de kunne spille uden bas, så kunne vi vel osse? (Det kunne de måske nok heller ikke!)

Vi måtte starte med det simple bl.a. “Let’s Go” og “Bald Headed Woman”. Det var efter metoden “trial and error”. Noget lykkedes nogenlunde andet faldt fuldstændig fra hinanden. Jeg købte hæftet “Pigtrådsalbum”, som jeg havde set annonceret i Hit. Numrene var arrangeret for de fire basisinstrumenter i en pigtrådsgruppe og ved hjælp af hæftet lærte vi bl.a. “House of the Rising Sun” – men ellers måtte vi, som alle andre, lytte os frem. For selv om jeg kunne noder og efterhånden også akkorder, så var mange af de nodehæfter, man kunne købe med pigtrådsmusik bl.a. med The Beatles udsat for klaver. Så selv om akkorderne selvfølgelig passede til melodien, så lød det jo slet ikke som på pladen, når vi gik i gang. (Det gjorde det under ingen omstændigheder!)

En anden bog som i denne forbindelse må nævnes er Bent Hesselmanns og Lasse Lunderskovs meget fine bog “Beat-Guitar”. Den udkom dog først i 1969 og tog virkelig læseren i hånden og gik fra det helt simple for at slutte med et noget avanceret kapitel om harmonilære. Noget jeg fandt særligt interessant, var dog at se hvilke instrumenter og forstærkere 4 kendte danske grupper brugte.

 

MEN!
Hvad hæfter og bøger ikke nævnte noget om var, hvordan man skulle bruge lillefingeren, når man skulle spille den rytme, som er så væsentlig i al blues- og rockmusik. Jeg prøvede mig frem, men det ville ikke rigtig lykkes. Min mor har altid sagt, at jeg havde en lille “kontorhånd”, så jeg mente, at det var derfor, jeg ikke rigtig kunne vride lillefingeren nok. Medlemmer i de bands jeg senere spillede i påstod dog hårdnakket, at det var fordi, jeg ikke øvede mig nok. Jeg tror nu mest på min mors forklaring!

 

 

The Attacks foråret 1967. Fra venstre min bror, Ulrik – Jens på trommer – ego.

 

Mange af os unge i tresserne lærte at spille guitar på meget billige instrumenter, hvor strengene lå meget højt over gribebrættet, så der virkelig skulle bruges kræfter på at trykke dem ned. Man kan i dag undre sig over, at vi overhovedet blev ved og fik det lært. En virituos kan spille på et hvilket som helst instrument og få det til at lyde godt, men det kunne vi absolut ikke. Det må i mange tilfælde ha’ lydt forfærdeligt, når vi øvede. Men vi blev troligt ved og uden nogen form for instruktion, måtte vi lære det hele selv fra bunden af. I dag findes der musikskoler over hele landet, hvor man kan lære at spille guitar på gode instrumenter og det er rigtig fint. Men vi andre, der i tresserne måtte lære det hele selv, fik måske nok et helt andet forhold til vores instrument. Jeg glemmer aldrig, da jeg engang i 80’erne, første gang havde en Fender Stratocaster i hånden og mærkede, hvor let den var at spille på. Så mindedes jeg, hvor svært det var, men også den fantastiske glæde jeg havde, da jeg  første gang lod fingrene glide hen over strengene på min røde Høfner.

Related Posts

De danske...

Pladeforretninger landet...

Vi har vel alle hørt musik, som slog benene helt væk under én. I 1965 hørte jeg en sang, senere...