By Peter Lehrmann
Posted: Updated:
0 Comments

Vild med dans – naaj, ikke rigtig. Jeg har altid haft det bedst med at være én af dem, der leverede musikken. Her i familien er det nærmest et “must” at se “Vild med dans” hver fredag aften, så hvis jeg ikke fuldstændig vil lukke mig ude af fællesskabet og gemme mig på mit kontor, ser jeg det såmænd også. Hvis jeg ikke kan værdsætte danserne på gulvet, så kan jeg da nyde musikken. Hvornår hører man ellers live-musik i TV? Men indrømmet, jeg har det lidt svært med den slags konkurrencer. Havde det så bare været de bedste dansere, som hver fredag gik videre. Men nej! Publikum finder som regel hvert år en “darling” som uden megen talent går videre i konkurrencen. Undskyld – det var et lille surt opstød.

I danseskole

Men jeg har selvfølgelig danset. Lidt! Min mor sendte i begyndelsen af 60’erne min bror og jeg til dans. Det hørte med til god borgerlig dannelse. Hvad hun ikke i sin ungdom havde haft mulighed for at lære, følte hun et vist ansvar for, at vi fik lært. Hvor vi dog hadede de onsdag efterrniddage den vinter, hvor vi måtte smide cowboybukserne og iklæde os de fine sorte bukser og den hvide skjorte. Surmulende vandrede vi til “Håndværkeren” i hvis store sal, vi måtte slide os gennem vals, foxtrot og hvad dansene nu hed. Bare synet af danselæreren, der fejende viste os trinene til dansene, kunne få det til at krympe sig i mig. Jeg var så uheldig, i mine øjne i hvert fald, at en pige fra min klasse gik på samme hold og det blev på en eller anden måde naturligt, at vi dansede sammen. Hun var ikke ligefrem “drømmepigen”. Hun var en forholdsvis stor pige og jeg en lille genert dreng, så vi var i det hele taget et umage par – jeg tror ikke, jeg vekslede mange ord med hende i de timer, vi gik til dans sammen. Så efter den sæson indså min mor, at her var én af de kampe, hun ikke skulle kæmpe. Hun havde tabt på forhånd.

Om jeg har fortrudt det? Ja, der har da senere i livet været øjeblikke, hvor jeg til en fest kunne misunde de mænd, der virkelig kunne svinge damerne og jeg bare kunne “jokke” rundt.  

Twisten blev min redning I teenageårene blev dansen jo en måde at komme “tæt” på pigerne – og her blev twisten min redning. Godt nok kom jeg ikke helt tæt på pigerne, for vi stod jo bare overfor hinanden og twistede løs, så godt som vi kunne. Jeg behøvede ikke at tænke på danselærerens “quick, quick slow”, og vi gjorde mere eller mindre, som vi havde lyst til, selv om Otto Brandenburg både i Film-Journalen (det senere Vi Unge) og Tempo viste os, hvordan man skulle danse twist, hvis det skulle gøres rigtigt. Der blev twisted på livet løs, når pigtrådsgrupperne spillede op til dans, og her kunne alle være med! Twisten prægede dansegulvet gennem første halvdel af 60’erne. Og twisten prægede så sandelig også musikken. Al populærmusik fik et “twist”. Daimi twistede løs og blev på det nærmeste Nordens Twistdronning, The Cliffters twistede med Patricia, Buster Larsen twistede med datteren lille Marlene o.s.v.

På et tidspunkt ebbede “twistbølgen” dog ud, selv om danseskolerne forgæves prøvede at finde nye smarte danse, der kunne efterfølge twistens succes. Hvem husker i dag The Shake – Jenka – Hully Gully – Long Kiss The Duck – The Monkey og hvad de ellers hed. Som regel kom de nye danse fra Amerika, dog undtagen den finske kædedans Jenka, men de havde alle svært ved rigtig at slå an.


Da 60’erne stille gled over i 70’erne var min relative succes på dansegulvet definitivt slut.

Der er gang i den i “Håndværkeren” engang i midten af 70’erne.

Related Posts

Jeg...

  Jeg har tegnet lige siden min barndom. På et tidspunkt begyndte jeg, som mange andre børn, at...

Når jeg sidder ved mit skrivebord, kan jeg se et lille græskar af plastic hænge ned fra min...